Dag 9

9. vandredag

Vågnede op til et spektakulært syn, helt igennem forunderligt smukt. Ja ord bliver fattige - søen, hvor der i går havde været mindre krusninger lå nu hen i et sælsomt skær af et fortidigt spejl - en refleks fra dengang tiden stod stille.

René og jeg gik en tur de sidste meter ned til søen, vi blev nærmest draget ind i en anden verden - selvom benene absolut har set bedre dage, vi fik dagen før gået omkring 18 kilometer. Mens René fortsatte en lille kilometer længere hen langs søen for om muligt at finde en overgang til den anden side, blev jeg i nærheden af en lille vig for at fotografere - en lille mulighed for at fange alle indtrykkene.
Det er selvsagt svært at få alt med, stilheden, en tilsyndeladende uendelig storhed der rækker ned mod os fra tinderne højt over os, fjerne gletschere der lyser op fra gråbrune fjeldsider.

Nuvel, vi måtte videre, selvom vi egentlig gerne ville reste her en dags tid o udforske området nærmere. Drengene og Christophe var nu oppe og ved at spise morgenmaden, teltene blev pakket sammen og vi rygsækkene på nakken inden vi gik ud på dagens march der skulle vise sig at blive ganske våd, sådan da.
I løbet af dagen nåede vi at krydse 12 elve, næh det var vist 14. Hans og Jens Ole er her ved at kaste deres rygsække over en af dem, så de selv lettere kan komme over.

I løbet af dagen trak skyerne sammen, og der faldt lidt let regn, ikke meget. Vi fik endnu et par elve og stilede nu mod et højere plateau, for der at få et bedre udsyn, ud gennem dalen.



Vi holdt en kort pause for heroppe at få samling på tropperne, og blive enige om den videre rute; hvilket viste sig ganske ligetil da der nedenfor plateauet strakte sig ældre moræneaflejringer de næste 3-4 kilometer. Oven en fire - fem ture over elve, alle i dag var det en fornøjelse bare at kunne traske afsted, ud i dalen. Skyerne over fjeldene stod stadig mere kontrastrige efterhånden som Solen kom højere op, og 'bevægede' sig mod vest. Hans og Jens sakkede lidt bagefter, men i dette åbne terræn betød egentlig ikke det store, for vi kunne til stadighed se dem, deromme bagved.

Vi gav os fra tid til anden selv pause, for at beundre fjeldene, selvom vi havde et rimeligt klart mål for dagen, på omkring 20 kilometer. Vi glemte ofte tiden, lod den bare passere mens skyerne dansede hvidt på den dybe blå himmel.

Vi nærmede os det antal kilometer vi havde sat os som mål, men det begyndte af knibe med at finde vand, ikke at der ikke var vand, men de fleste af de elve vi krydsede var opslemmet med sedimenter og derfor udrikkeligt. På toppen af en moræneaflejrning holdt vi rådslagning, målet om de 20 kilometer var nået, vi ar trætte og sultne, men der var intet vand i nærheden - bortset fra en bred elv kun 30 meter længere fremme. Som ved et mirakel opdager René at der lige neden for morænen løber en ganske stille strøm, et sideløb fra elven - med helt klart vand, ikke meget, men nok til at vi kan forsyne os.
Hurtigt får vi rygsækkene af og rejst teltene, det begynder igen at smådryppe og en sjælden regnbue viser sig over fjeldet bag os -
Efter maden - pulvermad igen igen, kigger vi på kortene og beslutter os for at suspendere morgendagens hviledag. Vi havde egentlig regnet med en hviledag på den 10. vandredag, både for at restituere os selv, men også for at fejre Jens Oles 17 års fødselsdag. Vi er her ved lejren nået ind til midten af den anden sø, og mangler vel omkring 10 kilometer ud til elven, der fører ned til havet. Altså kun en 1/2 hviledag i morgen, en 10 kilometer burde vi kunne høvle af rimelig kvikt, men vi kender selvsagt ikke terrænet fuldt ud. Vi viser drengene kortet og forklarer dem at selvom de havde set frem til en hviledag, må vi nå de 10 kilometer i morgen, inden vi kan fejre Jens Oles 17 år. De forstår, og vi for tidligt i seng så vi kan starte forholdsvis tidligt, og nå frem til en lejrplads til kaffetid.