I følge vore beregninger og megen kiggen på kort vil vi i dag endelig komme ind til søerne, de lange blå søer på langs af Nuussuaq.
Først var der dog lige en elv der skulle krydses, en pæn størrelse. Vi havde i første omgang egentlig talt om at vente med at krydse den til vi var på højde med med den ryg vi senere skulle passere for at komme ned til søerne, men umiddelbart efter vi havde forladt lejren og fik et bedre udsyn ned i den dal elven havde skåret kunne vi se at vi måtte over elven her, hvor den var bred, og hvor der selvsat var mindre tryk på vandet - elven var bred, vel omkring en 75-80 meter. Vi talte lidt frem og tilbage om hvor det ville være lettest at krydse elven.
Vi delte krydsningen over i flere mindre bidder, gjorde ophold på nogle små banker i elven og fik lidt varme i fødderne igen, inden næste etape. Den sidste store etape var en rigtig kold omgang, en lang tur og vandet gik vel til midten af skinnebenene.
Omkring 25 meter fra 'sikkerhed' på den anden side faldt Hans over nogle sten i elven; han fik en større hudafskrabning på det venstre knæ.
Det tog lidt tid, men med et fodbad i det solopvarmede sand og ivrig vrikken med tæerne kom blodomløbet langsomt i gang igen i fødderne.
Videre fra elven satte vi kursen mere eller mindre direkte mod den ryg vi måtte passere for at nå søerne. Undervejs så vi reelle spor efter rensdyr, tjahh i hvert fald tidligere:
Endelig, vi kunne ane fjeldene på den anden side af søerne, spændingen steg, sommerfuglene summede i maven, endelig skulle vi se det vi var kommet så langt for; med forventningens sommerfugle summende i maven trådte vi de sidste skridt inden vi kom højt nok op til at kunne betragte vidunderet. En lom kom sejlede gennem luften, og drog for et øjeblik opmærksomheden andetsteds hen. Men...intet for hverken undertegnede eller de andre til at glemme det øjeblik hvor vi for første gang så søerne, et vidtstrakt azurblåt vand, glinsende mellem 8-900 meter høje tinder.
I retningen mod øst kunne vi skimte søens næsten totale udstrækning på omkring de 80 kilometer. René og jeg havde svært ved at løsrive os fra øjeblikket, mens drengene hurtigt ville videre - videre frem var der en næsten perfekt vandrerute - hårdt, jævnt underlag og svagt skrånende ned mod søen.
Christophe og jeg nyder udsigten og kontemplerer lidt og tilværelsen, René er lidt længere fremme og på vej ned mod søerne:
Fra ryggen kan vi se en forholdsvis veltilrettelagt 'sti' ned mod søerne, og længere nede hvor der er et sparsomt muldlag, kan vi tydelig se et rensdyr spor der klart leder ned til søen. Ungerne er langt foran. Vi holder en længere pause omtrent halvvejs nede. Her er et godt udsyn over søen, og inden længe spotter i et ideelt site til en lejr, dog må vi passere endnu en elv.
Vi slog lejr kun ganske få meter fra en glinsende klar langsomt løbende lille elv, nok snarere en lille å, og kun omkring 50-60 meter fra søen. For at få teltene rejst måtte vi trave en 100 meter tilbage gennem mudder og dynd for at hente en 10 - 12 større og mindre sten til at holde teltbardunerne. Vi havde af vægtbesparende årsager kun medbragt 4 pløkker til hvert telt. Det har da heller ikke før været et problem at finde passende sten.
Teltene blev hurtigt rejst - rutinen er vist ved at være der. Drengene skulle ud at bade i det iskolde, René tog også en dukkert - jeg selv fik vasket mig; MEGET hurtigt. Der blev fyldt sprit på trangiaerne, og vand varmet til det evindelige pulvermad. I aften blev der også serveret en chokolade mousse efter blåbærsuppedesserten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar