Dag 12

Nu er der kun denne ene dag tilbage inden vi når kysten. Vi har en forholdsvis jævn rute foran os. Vi går ad vejen en stor del af turen, langs elven. Ungerne har fart på her de første kilometer, men et par dem sakker bagud efter en times tid. Nuvel, de ved hvor vi skal hen; følge vejen ud til kysten. I løbet af de første par kilometer spejder vi gang på gang ned langs elve i håb om at finde den nu sagnomspundne bro. Der opstår dog enighed om at den må være taget ned, for de eneste spor vi har set der fører ned til selve elven lå en 7-8 kilometer tilbage. Vi fortsætter ud mod kysten – elven er alt for bred til at vi kan krydse den.
På vandreturen ud mod udløbet og deltaet taler vi en del frem og tilbage om den videre færd. Det er helt klart at vi ikke kan krydse elven, og at vi må have assistance udefra. Det er sådan set ikke det store problem. Spørgsmålet går i dag mere på hvad vi skal gøre efterfølgende. Vi har nu gået uafbrudt i syv dage med en tung oppakning og trænger gevaldigt til en mindre pause. Endvidere er der hele spørgsmålet omkring drikkevand, vil der være tilstrækkeligt på den resterende del af turen – tværs over Nuussuaq til Niaqornat. Efterhånden som vi er kommet længere og længere ud mod vest har der været mindre og mindre drikkevand tilgængeligt – fjeldene er knap så høje og stort set al sneen der er smeltet for lang tid siden. På satellittelefonen får vi ringet til Børnehjemmet og melder vores situation til Kristine, vi har taget en beslutning om at blive sejlet til Niaqornat. Hun får fat i Palu og Jakooraq, de sejler fra Uummannaq ved 14-tiden og kan forventes at ankomme til deltaet engang hen mod aften; dog er det blæst op i fjorden omkring Uummannaq, så der er stadig en vis usikkerhed om hvorvidt de overhovedet når frem her i dag, eller måske først i morgen.
Vi når kysten ved 17 tiden – kan nu rigtig se deltaet – det er bredt, vel omkring 8 kilometer.
Dog stadig en bid vej til vi når stranden. Der er nu langt mellem drikkevand, og vi må endnu en gang må vi fortsætte vandringen til vi når frisk vand. Et vandløb – endelig, først nede ved stranden finder vi vand, vi smider rygsækken og smider os på græsset, venter på de sidste. Hans og Jens Ole bærer begge vores Trangiaer, og de er nogle kilometer bag os. Imellemtiden ser vi os om på stranden, og opdager 500 meter henne på stranden endnu et fueldepot.

Endelig, så er de sidste nået frem og vi tilbereder det sidste måltid mad på det længste træk af vores Nuussuaq tur. Ved vandløbet ligger et fryseskab, tilsyneladende bare smidt. (Det viser sig at fryseskabet blev tabt sidste år under en helikoptertransport, hvor det faldt ud af en slynge – siden har ingen åbenbart taget sig sammen til at få ryttet, selvom myndigheder i både Danmark og Grønland er blevet adviseret. )
Endnu ingen tegn på Palo og Jakooraq, men vi rykker op fra spisepladsen og trasker helt ud til kysten forbi en mindre indsø og sætter os trætte i marehalmen. Drengene går straks i gang med et større projekt – at få gang i et bål af drivtømmer og gamle paller; ufatteligt hvor de får al den energi fra efter 22 kilometer.
Ud for deltaet sejler en rejekutter stille frem og tilbage, en 7-8 joller og mindre både kommer piskende forbi.
Lyset mod vest har en gullig tone, nærmest over i det orange. Himlen, der dog tildels er dækket af skyer spejler sig i søen.






René og jeg fordriver ventetiden med en tur hen langs stranden for at kigge efter agater, vi har tidligere set stumper af et blåligt eksemplar. Det var noget ganske andet der fangede vores opmærksomhed. Kjover, arten lillekjove. De fløj op og nu så vi at grunden ophidselsen var en unge som skulle forsvares mod et par gale vandrere. Ivrigt fløj de tættere og tættere på, de blev mindre og mindre tilbageholdende.
Igen og igen 'angreb' de os.
Drengene havde fået godt gang i et bål da vi vendte tilbage til stranden efter mødet med kjoverne, måske en smule trætte her sidste på aftenen, hvor klokken vel var blevet omkring 22.30.

Næsten på slaget 23, kommer to joller piskende omkring deltaet, jo det dem - endelig, efter 5-6 timers ventetid kommer Palo og Jakooraq, hurtigt får vi pakket rygsækkene, slukket bålet og støvlerne på igen.



Målet er i første omgang ikke Niaqornat, men en fangerhytte ude på spidsen af Nuussuaq, ude ved Bjørnefælden. En sejltur på omkring 45 minutter. I det vi går fra borde, langt derude mod vest titter Solen gennem skydækket, og kaster midnatssolens lys på pynten, hvor hytten ligger.



Vi pakker soveposen og underlaget ud, redder op. PAlo og Jakooraq sætter en grydefuld mad på et gasblus, ta'r ud i bugten hvor der ligger en nødstedt norsk sejlbåd for anker og fores motor i gang.
Vi sover en 6-7 timer, da vi endelig kommer i poserne ved 3 tiden.