Vågner igen pga. Den intense varme i teltet, allerede her klokken 7.30 er temperaturen i teltet oppe på omkring 32 grader – nej ud af posen, ud og få lidt koldt vand i hovedet.
Får pakket sovepose og underlag sammen igen, teltet pakkes igen sammen og vi er egentlig på vej. Et par enkelte småelve er vi nødt til at passere i sandaler, det går egentlig ganske godt, men da én på den baggrund bliver overmodig og vil passere endnu en elv – denne gang i støvlerne går det galt; jeg skvatter, rammer knæet med højre knæ og en gammel skade fra en tur til den Blå Sø bliver vækket til live igen. Bukserne er gennemblødt, men sjovt nok ikke støvlerne. Men Fjällrävenbukser tørre hurtigt, så jeg går ikke ret mere end 20 – 25 minutter, så er de stort set tørre. Min tur i elven har sænket mig, og jeg ligger nu bagerst i feltet. I det fjere kan jeg skimte René og Christophe der har retning mod et fremmed objekt. Man kunne fristes til at tro at det er et telt, måske en anden vandringsmand. Selv med 300 mm på kameraet er jeg for langt væk til at kunne se præcist hvad det er.
Jeg kommer dog nærmere, og får indhentet de andre. Objektet viser sig at være et brændstofdepot fra sidste års undersøgelser; helikopterfuel. De står på en palle, en 25-30 meter fra elven, den ene tønde er ved at vælte og der er oven i købet slået hul i låget. Vi tager en gps position og et par billeder til dokumentation af dette miljøsvineri.
Men her ved depotet finder vi også vejen. Det er ganske tydeligt at maskiner af en anselig størrelse for kort tid siden (sidste år) har trumlet sig vej gennem landskabet, og har efterladt sig et markant spor.
Vi følger vejen, enten på vejen eller i fjeldet i nærheden. Efterhånden som vi nærmer os kysten finder vi både agater og bjergkrystaller, nogle er imponerende både i størrelse og skønhed. René og jeg bliver hurtigt enige om at det vist er helt godt at Nuussuaqturen ender herude, og at vi ikke begyndte fra den vestlige ende. Nu er det trods alt kun en 25-30 kilometer vi skal slæbe hvad vi finder af stenprøver.
Vores vandring har nu ført os gennem et område der geologisk er betydeligt yngre end den præcambriske granit og gnejs på første halvdel af turen.
Basaltfjeldene står mørke, af og til med lysere sandstensbånd mod en dybblå himmel. På den anden af elven løber Agatdalen ind i landet, over mod Qaarsut. Kunne være spændende en dag at gå lidt mere på opdagelse i det område. 
Vi slår lejr efter godt 24 kilometer, kun en 30-40 meter fra den store elv. Kun en 30-40 meter fra teltene er et område med flere små vandhuller, hvorfra der pipler gas, det må være methan. Omkring vandhullerne ses større områder med udfældet salte; der hænger en svag lugt af phospher over området.
Dagens marchlængde bliver på 24 kilometer, og vi er nu omkring en 18 kilometer fra kysten. Tiden på Nuussuaq er ved at rinde ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar