Langs kysten...dag 13 og 14

Sidst på formiddagen en onsdag, forlader vi Niaqornat. Vi skriver d. 16. juli og mål for dagens tur; Ikorfat - omkring 20 kilometer ude i horisonten.

På langt det meste af dagens vandring kan vi ganske simpelt gå på stranden, ikke så meget op og ned, og vi får da også hurtigt lagt Niaqornat bag os. Nu er det fremad, mod enden af bugten, forbi Serfat til Ikorfat.


Et par enkelte elve må vi passere, de er ikke store, men alligevel må vi dog ha' sandalerne på da vi krydser en enkelt af dem.

Her er det Hans og Jens Ole der vader over. Bortset fra et par enkelte elve forløber turen ganske godt. Vi kan ikke fortsætte hele vejen ad stranden til Ikorfat, og må godt 200 meter op over fjeldet før vi når den første pynt - Serfat.




Endelig, gps'en har for længst passeret de 20 kilometer, nu bare et mindre højdedrag så er hytten der. Støvlernes taget og hængt til udluftning efter 24 kilometer.
Der er hentet nileq (isvand) og trangiaen er sat over til aftensmaden.
Hans og Jens Ole venter lidt utålmodigt efter varmt vand til en kop suppe, et fint første måltid, en form for forret - Knorr koppen; jo ganske udemærket inden det store måltid.


Anden dag på turen, vi vågner efter en tung nats søvn, føhnvinden der begyndte for et par dage siden blæser stadigt - det passer os fint, for så er myg kun en fjern tanke der ikke efterlader kløe eller hævelse.


De første 10-11 kilometer fortsætter vores tur langs stranden. Over en længere strækning går vi langs en smuk skiferformation. Forude kan vi nu tydeligt se Slibestensfjeldet, toppen ligger i 620 meter, vi kan dog ’nøjes’ med at gå i omkring 200 meter.
Turen heroppe er præget af ganske markante kløfter der skærer igennem fjeldet.


Efter 4-5 kilometer, hvor vi har gået i spredt orden ud over fjeldet er der nu igen samling og feltet, inden den afsluttende spurt ned til elven. Der en varde heroppe, med en fantastisk udsigt ud over lufthavnen, og over mod Uummannaq.


En Dash 7 lægger an til landing, svinger rundt omkring Uummannaq-fjeldet, inden de sidste kilometre ind til Qaarsut.


Dernede, en 1-1,5 kilometer længere fremme og nede ved deltaet skal vi over. Heroppe fra ser det ikke ud af noget væsentligt, men som altid heroppe, er det svært at bedømme størrelsesforhold og afstande i den klare luft. På vej ind over sletten umiddelbart før deltaet (billede) kan vi høre en brusen der tager til i styrke.

Sandaler, ingen tvivl om det. Første lille elv går fint, vandet når op til midten på skinnebenet. Hovedstrømmen ser lidt mere vanskelig ud. René forsøger sig, vandet når ham til livet, og strømmen er stærk; rebet må i brug for anden gang. Christophe finder det frem, og kaster enden over til René; drengene gør sig klar. Jens Ole kommer over først med sit videokamera skal resten af begivenheden dokumenteres. Jeg vader ud i elven som nummer 2, herefter Hans og så Jens. Til sidst bliver Christophe trukket over.

Bukserne er våde, gennemblødt til livet, tjahh, sådan er det, men de tørrer heldigvis hurtigt.









Qaarsut venter, forbi lufthavnen, rampen til det samsunkne luftpudeprojekt, dumpen og forude venter et par dage i Børnehjemmets hus i Qaarsut.


Ved ankomsten til Qaarsut viser triptælleren på vor medbragte lille følgesvend 214,7 kilometer sammenlagt fra startdagen d. 26. juni til vi stod i Qaarsut d. 17. juli, inklusive hvildage i Qeqertaq og Niaqornat. En samlet højdestigning for hele turen, hvor alle højdemeter er talt sammen blev til 7200 meter - Himalaya?



“It is good to have an end to journey toward; but it is the journey that matters, in the end"

Ursula K. LeGuin

Niaqornat

Ingen vandring i dag, nu går det mod Niaqornat. Afgang fra hytten lidt i 11, måske kan vi nå butikken inden middagslukningen klokken 12.
Vi stavrer i land et par minutter før klokken 12, får købt en række sodavand for at fejre at v nu er nået hertil. Jeg smutter op til Mathias - skolelederen og vi får lov at låne skolen til at overnatte i. Der er dog bare det lille men at i dag, torsdag og på mandag vil skolen blive fremvist for krydstogtsturister, ikke et problem, vi stuver vores oppakning af vejen.

Det er skibet Ocean Nova der anløber i dag, det tidligere Sarpik Ittuk fra Arctic Umiaq Line.

Hurtigt bliver skolen indtaget, Mathias viser os rundt og et af de to klasselokaler (der er kun 9 elever på skolen), bliver vort soveværelse. Køkkenet, der er sammenbygget med det andet klasselokale, står til vores disposition. Skolen og det lokale kommunekontor deler lokaler, og vi får skyndsomt købt 6 x bad i service; hårdt tiltrængt efter 8 dages vandring; sved, solcreme, myggebalsam og støv bliver vasket af; man er jo et helt nyt menneske igen. Vi får købt ind i butikken til den første dags tid. Nu skal der andre boller på suppen - bogstaveligt talt.



Ved 17.30 tiden kaster Ocean Nova anker i bugten ud for Niaqornat, og de små zodiaqs begynder at sejle turisterne i land.

For at festliggøre besøget er flere af indbyggerne iført nationaldragter, hvilket selvfølgelig bliver foreviget igen og igen.




Ude på reden passerer det ene isbjerg efter det andet forbi skibet.



Indbyggertallet er fordoblet i godt og vel 2 timer, og der bliver fortalt og berettet. En gruppe bliver ledt op til kirkegården, der ligger på en fjeldknold godt 75 meter over havet, mens en gruppe får forevist skolen og kirken.


Aftenen forløber stille og fredeligt, Jens Ole opdager at en fætter fra Narsaq har bosat sig her bygden, så ved midnat den første aften tager han og Hans på ammassatfangst med fætteren.
Vejret skifter her hen over aftenen, og den klare himmel afløses af en gylden overskyet.



Ved morgenbordet vanker der et solidt måltid, der er indkøbt til et overmådigt festmåltid oven på den seneste tids strabadser. Dagen forløber med at sove, slappe af, surfe på nettet og tøffe rundt i bygden. Vejret er stort set heller ikke til andet, fjeldet er indhyllet i en tæt tåge helt ned til omkring 60 meter.

En dags tid senere, vejret er klaret op - en lille lokal ekspedition op i fjeldet - vi vil forsøge at finde agater og senere hen ud til en rødlig klippeformation en 3-4 kilometer fra bygden. Vi finder adskillige mindre dele af agater, men kun enkelte hele, og igen meget små agater. Til gengæld er turen ud til det røde fjeld en smuk tur, og udsigten oppe fra 220 meter ud over fjorden er fænomenal.


Vi er en tur nede ved havet, prøver at finde lidt rindende vand - men der er intet! Vi har alle nu kun en smule tilbage i flaskerne - nu nok på tide at vende tilbage til Niaqornat; dog er der lige en pæn stejl fjeldside vi må op over.


Endnu et krydstogtsskib anløb bygden; denne gang skibet Clipper Adventurer. En pensioneret orlogskaptajn fra Grønnedal er rejseleder på denne tur. Nok en anden form for sejlads end marinens hierarki...Igen har er bygden parat med kaffe, kage og rundvisning. Der bliver skudt billeder i hundredvis.

Tiden er inde til at vi må videre på vores færd. Næste mål - Qaarsut. Den oprindelige plan lød på tre dage til, men efter nærmere studier af vores kort og og terrænet taget i betragtning satser vi på at kunne gøre det på to dage, den første dag til Ikorfat, og derfra videre til Qaarsut den følgende.
Rygsækkene er lette nu - det meste maden er spist og vi skal ikke have meget ekstra med til den sidste del af turen. Vi får gjort skolen ren, og pakket det lidt vi egentlig har brug for på turen. Ruten følger kysten, ad stranden til Ikorfat - en smuk bugt, set sådan lidt fra oven.

Dag 12

Nu er der kun denne ene dag tilbage inden vi når kysten. Vi har en forholdsvis jævn rute foran os. Vi går ad vejen en stor del af turen, langs elven. Ungerne har fart på her de første kilometer, men et par dem sakker bagud efter en times tid. Nuvel, de ved hvor vi skal hen; følge vejen ud til kysten. I løbet af de første par kilometer spejder vi gang på gang ned langs elve i håb om at finde den nu sagnomspundne bro. Der opstår dog enighed om at den må være taget ned, for de eneste spor vi har set der fører ned til selve elven lå en 7-8 kilometer tilbage. Vi fortsætter ud mod kysten – elven er alt for bred til at vi kan krydse den.
På vandreturen ud mod udløbet og deltaet taler vi en del frem og tilbage om den videre færd. Det er helt klart at vi ikke kan krydse elven, og at vi må have assistance udefra. Det er sådan set ikke det store problem. Spørgsmålet går i dag mere på hvad vi skal gøre efterfølgende. Vi har nu gået uafbrudt i syv dage med en tung oppakning og trænger gevaldigt til en mindre pause. Endvidere er der hele spørgsmålet omkring drikkevand, vil der være tilstrækkeligt på den resterende del af turen – tværs over Nuussuaq til Niaqornat. Efterhånden som vi er kommet længere og længere ud mod vest har der været mindre og mindre drikkevand tilgængeligt – fjeldene er knap så høje og stort set al sneen der er smeltet for lang tid siden. På satellittelefonen får vi ringet til Børnehjemmet og melder vores situation til Kristine, vi har taget en beslutning om at blive sejlet til Niaqornat. Hun får fat i Palu og Jakooraq, de sejler fra Uummannaq ved 14-tiden og kan forventes at ankomme til deltaet engang hen mod aften; dog er det blæst op i fjorden omkring Uummannaq, så der er stadig en vis usikkerhed om hvorvidt de overhovedet når frem her i dag, eller måske først i morgen.
Vi når kysten ved 17 tiden – kan nu rigtig se deltaet – det er bredt, vel omkring 8 kilometer.
Dog stadig en bid vej til vi når stranden. Der er nu langt mellem drikkevand, og vi må endnu en gang må vi fortsætte vandringen til vi når frisk vand. Et vandløb – endelig, først nede ved stranden finder vi vand, vi smider rygsækken og smider os på græsset, venter på de sidste. Hans og Jens Ole bærer begge vores Trangiaer, og de er nogle kilometer bag os. Imellemtiden ser vi os om på stranden, og opdager 500 meter henne på stranden endnu et fueldepot.

Endelig, så er de sidste nået frem og vi tilbereder det sidste måltid mad på det længste træk af vores Nuussuaq tur. Ved vandløbet ligger et fryseskab, tilsyneladende bare smidt. (Det viser sig at fryseskabet blev tabt sidste år under en helikoptertransport, hvor det faldt ud af en slynge – siden har ingen åbenbart taget sig sammen til at få ryttet, selvom myndigheder i både Danmark og Grønland er blevet adviseret. )
Endnu ingen tegn på Palo og Jakooraq, men vi rykker op fra spisepladsen og trasker helt ud til kysten forbi en mindre indsø og sætter os trætte i marehalmen. Drengene går straks i gang med et større projekt – at få gang i et bål af drivtømmer og gamle paller; ufatteligt hvor de får al den energi fra efter 22 kilometer.
Ud for deltaet sejler en rejekutter stille frem og tilbage, en 7-8 joller og mindre både kommer piskende forbi.
Lyset mod vest har en gullig tone, nærmest over i det orange. Himlen, der dog tildels er dækket af skyer spejler sig i søen.






René og jeg fordriver ventetiden med en tur hen langs stranden for at kigge efter agater, vi har tidligere set stumper af et blåligt eksemplar. Det var noget ganske andet der fangede vores opmærksomhed. Kjover, arten lillekjove. De fløj op og nu så vi at grunden ophidselsen var en unge som skulle forsvares mod et par gale vandrere. Ivrigt fløj de tættere og tættere på, de blev mindre og mindre tilbageholdende.
Igen og igen 'angreb' de os.
Drengene havde fået godt gang i et bål da vi vendte tilbage til stranden efter mødet med kjoverne, måske en smule trætte her sidste på aftenen, hvor klokken vel var blevet omkring 22.30.

Næsten på slaget 23, kommer to joller piskende omkring deltaet, jo det dem - endelig, efter 5-6 timers ventetid kommer Palo og Jakooraq, hurtigt får vi pakket rygsækkene, slukket bålet og støvlerne på igen.



Målet er i første omgang ikke Niaqornat, men en fangerhytte ude på spidsen af Nuussuaq, ude ved Bjørnefælden. En sejltur på omkring 45 minutter. I det vi går fra borde, langt derude mod vest titter Solen gennem skydækket, og kaster midnatssolens lys på pynten, hvor hytten ligger.



Vi pakker soveposen og underlaget ud, redder op. PAlo og Jakooraq sætter en grydefuld mad på et gasblus, ta'r ud i bugten hvor der ligger en nødstedt norsk sejlbåd for anker og fores motor i gang.
Vi sover en 6-7 timer, da vi endelig kommer i poserne ved 3 tiden.

Dag 11

11. vandredag.

Vågner igen pga. Den intense varme i teltet, allerede her klokken 7.30 er temperaturen i teltet oppe på omkring 32 grader – nej ud af posen, ud og få lidt koldt vand i hovedet.
Får pakket sovepose og underlag sammen igen, teltet pakkes igen sammen og vi er egentlig på vej. Et par enkelte småelve er vi nødt til at passere i sandaler, det går egentlig ganske godt, men da én på den baggrund bliver overmodig og vil passere endnu en elv – denne gang i støvlerne går det galt; jeg skvatter, rammer knæet med højre knæ og en gammel skade fra en tur til den Blå Sø bliver vækket til live igen. Bukserne er gennemblødt, men sjovt nok ikke støvlerne. Men Fjällrävenbukser tørre hurtigt, så jeg går ikke ret mere end 20 – 25 minutter, så er de stort set tørre. Min tur i elven har sænket mig, og jeg ligger nu bagerst i feltet. I det fjere kan jeg skimte René og Christophe der har retning mod et fremmed objekt. Man kunne fristes til at tro at det er et telt, måske en anden vandringsmand. Selv med 300 mm på kameraet er jeg for langt væk til at kunne se præcist hvad det er.
Jeg kommer dog nærmere, og får indhentet de andre. Objektet viser sig at være et brændstofdepot fra sidste års undersøgelser; helikopterfuel. De står på en palle, en 25-30 meter fra elven, den ene tønde er ved at vælte og der er oven i købet slået hul i låget. Vi tager en gps position og et par billeder til dokumentation af dette miljøsvineri.
Men her ved depotet finder vi også vejen. Det er ganske tydeligt at maskiner af en anselig størrelse for kort tid siden (sidste år) har trumlet sig vej gennem landskabet, og har efterladt sig et markant spor.
Vi følger vejen, enten på vejen eller i fjeldet i nærheden. Efterhånden som vi nærmer os kysten finder vi både agater og bjergkrystaller, nogle er imponerende både i størrelse og skønhed. René og jeg bliver hurtigt enige om at det vist er helt godt at Nuussuaqturen ender herude, og at vi ikke begyndte fra den vestlige ende. Nu er det trods alt kun en 25-30 kilometer vi skal slæbe hvad vi finder af stenprøver.


Vores vandring har nu ført os gennem et område der geologisk er betydeligt yngre end den præcambriske granit og gnejs på første halvdel af turen. Basaltfjeldene står mørke, af og til med lysere sandstensbånd mod en dybblå himmel. På den anden af elven løber Agatdalen ind i landet, over mod Qaarsut. Kunne være spændende en dag at gå lidt mere på opdagelse i det område.







Vi slår lejr efter godt 24 kilometer, kun en 30-40 meter fra den store elv. Kun en 30-40 meter fra teltene er et område med flere små vandhuller, hvorfra der pipler gas, det må være methan. Omkring vandhullerne ses større områder med udfældet salte; der hænger en svag lugt af phospher over området.

Dagens marchlængde bliver på 24 kilometer, og vi er nu omkring en 18 kilometer fra kysten. Tiden på Nuussuaq er ved at rinde ud.

Dag 10

Jens Ole har i dag 17 års fødselsdag. Drengene har i den anledning fået en ganske særlig morgenmad i dagens ration – cocopops.
Ude mod vest ses højtliggende skyer, tydeligvis med en del regn i. Allerede fra begyndelsen af dagens march må vi passere en elv, en større en af slagsen, og vi begynder dagen i sandaler, krydser elven og fortsætter de næste 3-4 kilometer, gennem et sumpet område før vi skifter til Meindl støvlerne. Ruten forude synes ligetil, jorden er ganske udmærket at gå på, og vi får hurtigt vandret de første 8 kilometer, til enden af søen, men igen bliver vi nødt til at fortsætte – der er ingen frisk vand her. Til gengæld må vi passere endnu en elv. Fra fjeldet på vor venstre side strømmer en kraftig elv. Den deler sig i flere mindre strømme, og vi er da også i stand til at krydse flere af de mindre, men hovedstrømmen kan ikke umiddelbart krydses uden hjælp. Vi får samling på drengene, Christophe får fisket rebet frem fra rygsækken. René, der er den største af os går forsigtigt over først. Rebet bliver spændt ud mellem ham og Christophe og drengene kommer over, selvom Jens er nær ved at falde. Jeg går over og bliver efterfulgt af Hans, og til sidst trækker René Christophe over.
Vi behøver ikke gå langt for at finde det vand vi søger. Hele to små vandløb finde vi ganske tæt på hinanden – det er afgjort, her slår vi lejr. Vi får rejst teltene i en fart, for der skal fejres fødselsdag. René har siden Qeqertaq båret på to sandkager, flag og lys. Trangiaen bliver tændt og vi laver te og varm chokolade med flødeskum. Vi opgiver lysene pga. Blæsten, men flagene kommer i, og der bliver sunget en fødselsdagssang for Jens Ole.
Kagen bliver delt og spist. Jens falder i søvn men Jens Ole og Hans går på opdagelse på slette ned mod den store elv der løber fra søerne ud til Vaigat.. Vi kan begynde at ane enden på fjeldene – på højre side blver de tydeligt lavere ud mod havet og på venstre side ’forsvinder’ de ind i landet. I morgen, på den 11. Vandredag skulle vi gerne nå et pænt stykke ned langs elven, og forhåbentlig finde vejen vi har fået fortalt skulle være her; en 30 kilometer vej anlagt for mange år siden som et mindre projket, men som sidste år blev kraftigt udvidet for at der kunne transporteres en stor borerig ind i landet til brug for olieefterforskning, de fandt ifølge vist kun methangas – CH4.
Jeg går selv på fotoopdagelse nedenfor teltpladsen; lyset hen mod aften bliver bedre og bedre, kærulden danser i aftensolen:
En sen aftensmad, og så på hovedet i poserne, i morgen skulle vi gerne kunne nå en 25-26 kilometer.

Dag 9

9. vandredag

Vågnede op til et spektakulært syn, helt igennem forunderligt smukt. Ja ord bliver fattige - søen, hvor der i går havde været mindre krusninger lå nu hen i et sælsomt skær af et fortidigt spejl - en refleks fra dengang tiden stod stille.

René og jeg gik en tur de sidste meter ned til søen, vi blev nærmest draget ind i en anden verden - selvom benene absolut har set bedre dage, vi fik dagen før gået omkring 18 kilometer. Mens René fortsatte en lille kilometer længere hen langs søen for om muligt at finde en overgang til den anden side, blev jeg i nærheden af en lille vig for at fotografere - en lille mulighed for at fange alle indtrykkene.
Det er selvsagt svært at få alt med, stilheden, en tilsyndeladende uendelig storhed der rækker ned mod os fra tinderne højt over os, fjerne gletschere der lyser op fra gråbrune fjeldsider.

Nuvel, vi måtte videre, selvom vi egentlig gerne ville reste her en dags tid o udforske området nærmere. Drengene og Christophe var nu oppe og ved at spise morgenmaden, teltene blev pakket sammen og vi rygsækkene på nakken inden vi gik ud på dagens march der skulle vise sig at blive ganske våd, sådan da.
I løbet af dagen nåede vi at krydse 12 elve, næh det var vist 14. Hans og Jens Ole er her ved at kaste deres rygsække over en af dem, så de selv lettere kan komme over.

I løbet af dagen trak skyerne sammen, og der faldt lidt let regn, ikke meget. Vi fik endnu et par elve og stilede nu mod et højere plateau, for der at få et bedre udsyn, ud gennem dalen.



Vi holdt en kort pause for heroppe at få samling på tropperne, og blive enige om den videre rute; hvilket viste sig ganske ligetil da der nedenfor plateauet strakte sig ældre moræneaflejringer de næste 3-4 kilometer. Oven en fire - fem ture over elve, alle i dag var det en fornøjelse bare at kunne traske afsted, ud i dalen. Skyerne over fjeldene stod stadig mere kontrastrige efterhånden som Solen kom højere op, og 'bevægede' sig mod vest. Hans og Jens sakkede lidt bagefter, men i dette åbne terræn betød egentlig ikke det store, for vi kunne til stadighed se dem, deromme bagved.

Vi gav os fra tid til anden selv pause, for at beundre fjeldene, selvom vi havde et rimeligt klart mål for dagen, på omkring 20 kilometer. Vi glemte ofte tiden, lod den bare passere mens skyerne dansede hvidt på den dybe blå himmel.

Vi nærmede os det antal kilometer vi havde sat os som mål, men det begyndte af knibe med at finde vand, ikke at der ikke var vand, men de fleste af de elve vi krydsede var opslemmet med sedimenter og derfor udrikkeligt. På toppen af en moræneaflejrning holdt vi rådslagning, målet om de 20 kilometer var nået, vi ar trætte og sultne, men der var intet vand i nærheden - bortset fra en bred elv kun 30 meter længere fremme. Som ved et mirakel opdager René at der lige neden for morænen løber en ganske stille strøm, et sideløb fra elven - med helt klart vand, ikke meget, men nok til at vi kan forsyne os.
Hurtigt får vi rygsækkene af og rejst teltene, det begynder igen at smådryppe og en sjælden regnbue viser sig over fjeldet bag os -
Efter maden - pulvermad igen igen, kigger vi på kortene og beslutter os for at suspendere morgendagens hviledag. Vi havde egentlig regnet med en hviledag på den 10. vandredag, både for at restituere os selv, men også for at fejre Jens Oles 17 års fødselsdag. Vi er her ved lejren nået ind til midten af den anden sø, og mangler vel omkring 10 kilometer ud til elven, der fører ned til havet. Altså kun en 1/2 hviledag i morgen, en 10 kilometer burde vi kunne høvle af rimelig kvikt, men vi kender selvsagt ikke terrænet fuldt ud. Vi viser drengene kortet og forklarer dem at selvom de havde set frem til en hviledag, må vi nå de 10 kilometer i morgen, inden vi kan fejre Jens Oles 17 år. De forstår, og vi for tidligt i seng så vi kan starte forholdsvis tidligt, og nå frem til en lejrplads til kaffetid.

Dag 8

8. vandredag

I følge vore beregninger og megen kiggen på kort vil vi i dag endelig komme ind til søerne, de lange blå søer på langs af Nuussuaq.
Først var der dog lige en elv der skulle krydses, en pæn størrelse. Vi havde i første omgang egentlig talt om at vente med at krydse den til vi var på højde med med den ryg vi senere skulle passere for at komme ned til søerne, men umiddelbart efter vi havde forladt lejren og fik et bedre udsyn ned i den dal elven havde skåret kunne vi se at vi måtte over elven her, hvor den var bred, og hvor der selvsat var mindre tryk på vandet - elven var bred, vel omkring en 75-80 meter. Vi talte lidt frem og tilbage om hvor det ville være lettest at krydse elven.



Vi delte krydsningen over i flere mindre bidder, gjorde ophold på nogle små banker i elven og fik lidt varme i fødderne igen, inden næste etape. Den sidste store etape var en rigtig kold omgang, en lang tur og vandet gik vel til midten af skinnebenene.



Omkring 25 meter fra 'sikkerhed' på den anden side faldt Hans over nogle sten i elven; han fik en større hudafskrabning på det venstre knæ.

Det tog lidt tid, men med et fodbad i det solopvarmede sand og ivrig vrikken med tæerne kom blodomløbet langsomt i gang igen i fødderne.
Videre fra elven satte vi kursen mere eller mindre direkte mod den ryg vi måtte passere for at nå søerne. Undervejs så vi reelle spor efter rensdyr, tjahh i hvert fald tidligere:



Endelig, vi kunne ane fjeldene på den anden side af søerne, spændingen steg, sommerfuglene summede i maven, endelig skulle vi se det vi var kommet så langt for; med forventningens sommerfugle summende i maven trådte vi de sidste skridt inden vi kom højt nok op til at kunne betragte vidunderet. En lom kom sejlede gennem luften, og drog for et øjeblik opmærksomheden andetsteds hen. Men...intet for hverken undertegnede eller de andre til at glemme det øjeblik hvor vi for første gang så søerne, et vidtstrakt azurblåt vand, glinsende mellem 8-900 meter høje tinder.



I retningen mod øst kunne vi skimte søens næsten totale udstrækning på omkring de 80 kilometer. René og jeg havde svært ved at løsrive os fra øjeblikket, mens drengene hurtigt ville videre - videre frem var der en næsten perfekt vandrerute - hårdt, jævnt underlag og svagt skrånende ned mod søen.


Christophe og jeg nyder udsigten og kontemplerer lidt og tilværelsen, René er lidt længere fremme og på vej ned mod søerne:



Fra ryggen kan vi se en forholdsvis veltilrettelagt 'sti' ned mod søerne, og længere nede hvor der er et sparsomt muldlag, kan vi tydelig se et rensdyr spor der klart leder ned til søen. Ungerne er langt foran. Vi holder en længere pause omtrent halvvejs nede. Her er et godt udsyn over søen, og inden længe spotter i et ideelt site til en lejr, dog må vi passere endnu en elv.



Vi slog lejr kun ganske få meter fra en glinsende klar langsomt løbende lille elv, nok snarere en lille å, og kun omkring 50-60 meter fra søen. For at få teltene rejst måtte vi trave en 100 meter tilbage gennem mudder og dynd for at hente en 10 - 12 større og mindre sten til at holde teltbardunerne. Vi havde af vægtbesparende årsager kun medbragt 4 pløkker til hvert telt. Det har da heller ikke før været et problem at finde passende sten.
Teltene blev hurtigt rejst - rutinen er vist ved at være der. Drengene skulle ud at bade i det iskolde, René tog også en dukkert - jeg selv fik vasket mig; MEGET hurtigt. Der blev fyldt sprit på trangiaerne, og vand varmet til det evindelige pulvermad. I aften blev der også serveret en chokolade mousse efter blåbærsuppedesserten.